Salmonella
Generelt
Salmonella er en sygdom der skyldes infektion med en af en række forskellige salmonellabakterier. Sygdommen angriber mave og tarmkanalen og viser sig ved, at den smittede får diarre og eventuelt opkastninger. Infektion med salmonella skyldes oftest, at den smittede har spist forkert tilberedt mad, eller har haft en mangelfuld håndhygiejne.
Der går som regel en til tre dage, fra man bliver smittet, til sygdommen bryder frem. Der er stor forskel på, hvor hårdt den enkelte bliver ramt. Nogle får blot let diarre to til tre gange i døgnet i et par dage, mens andre må på toilettet langt hyppigere. De fleste er raske igen efter en til to uger. Dog skal man være opmærksom på, at salmonellabakterierne kan blive i afføringen flere måneder, efter man er rask, så det er ekstra vigtigt at holde en høj grad af håndhygiejne, for at undgå at smitte andre. Man må ikke arbejde med spædbørn, personer med meget nedsat immunforsvar eller med tilberedning af mad, før smitten er helt ude af systemet igen.
Symptomer
Salmonella viser sig ved diarre, mavesmerter, feber og eventuelt opkast. I alvorlige men også sjældne tilfælde kan bakterierne sprede sig til lymfesystem og blodbaner. Salmonella angriber alle aldersgrupper, men især personer, der i forvejen er svækkede, er ekstra udsatte.
Behandling
Lettere tilfælde af salmonellaforgiftning behandles normalt ikke. Da salmonellaforgiftning medfører diarre, og da diarre hurtigt kan medføre dehydrering, er det dog vigtigt at drikke rigeligt med væske. Drik vand, te eller væskeerstatning tilsat en smule salt, men undgå helst væsker med meget højt sukkerindhold.
Små børn er ekstra følsomme over for væsketab, så her er det yderst vigtigt at sørge for masser af væske. Gerne af flere mindre omgange.
Det er en god ide at forsøge at spise normalt igen, så snart diarreen er mindsket og almentilstanden er forbedret.
Hvornår skal jeg søge læge?
Hvis du har en formodning om, at du kan være smittet med salmonella, er det vigtigt at du kontakter lægen. Især hvis du arbejder med små børn, mennesker med nedsat immunforsvar eller med mad, da du dermed er i ekstra høj risiko for at smitte andre.
Har du meget svære mavesmerter, høj feber, blodig afføring eller kaster du meget op, skal du også søge læge.
Hvis der er tale om et barn, så henvend dig til lægen tidligere, specielt hvis barnet er sløvt eller har svært ved at spise og indtage væske.
Hvis du er i udlandet og bliver syg, skal du huske at kontakte dit rejseforsikringsselskab for at søge råd, inden du henvender dig til lægen.